9. Oplevelsen af ensomhed og afsavn

Det har været hyggeligt at være hjemme. Det har været trælst ikke at kunne få bland selv slik - men nu kan man heldigvis igen! Jeg har savnet at gå til taekwondo. Det har været underligt at gå i skole derhjemme. Børnene - og vi andre - har helt klart manglet det sociale.

Pas på de udsatte børn og mennesker i det hele taget, når sådan noget her sker. Udsatte børn har ikke mulighed for at få en pause fra hjemmet (alkoholiserede eller voldelige forældre fx), når de er hjemme fra skole i lange perioder).

Jeg er dybt skuffet over, at min hjemmehjælper ikke må bruge værnemidler, og os i risikogruppen skal leve i frygt for at blive smittet eller bede hjemmehjælpen om at blive væk, sikke et valg man skal tage. Jeg kan ikke engang få besøg af mit eneste barnebarn, for hun kan være rask smittebærer. Vores statsminister har flere gange sagt : " vi skal passe på de gamle de syge og de svage" det gælder så kun til det skal føres ud i livet, ikke en særlig pæn måde at opføre sig på overfor mennesker der har været med til at skabe vores samfund.

Den enkelte borgers valgte eller påtvungne isolation har hos mange haft en mental påvirkning, der omfatter ensomhed, usikkerhed, lavere selvværd, angst og depression. Forandringer, der er uforudsigelige og uden fast tidshorisont, de manglende muligheder for at leve med de daglige trygge vaner, kontakten til omgangskredsen for at bekræfte sin egne eksistens, har skabt en usikkerhed og rådvildhed i forhold til den daglige eksistens. Truslen om sygdommens mulige konsekvenser, har hos nogle været minimal. Hos andre, bl.a. udsatte borgere, har det været en trussel, der har forøget angsten og håbløsheden. For nogle har det medført kortere indlæggelser i Psykiatrien. Nogle beboere på bosteder har mærket forøgede symptomer på deres sygdomsbillede. Hos personale i det sociale system, har oplevelsen bl.a. været faglig isolation, frustration over manglende muligheder for at gennemføre de igangværende arbejdsopgaver med borgere, frustrationer over manglende samarbejde med kollegier, nedsat funktionalitet på arbejdspladsen og manglede kommunikation.

Ikke at kunne komme i børnehave - Ikke at kunne lege med alt legetøjet - Ikke at kunne lege hvor man ville på legepladsen - Ikke at kunne lege med børnene fra de andre stuer.

Mit hjerte blødte for dem på plejehjemmene. Jeg kender en mand, der ikke måtte se sin lejlighed inden han flyttede ind. Det tror jeg ikke jeg ville finde mig i. Han ved godt det er for at passe på, men alligevel. Jeg synes, man kunne have sat plexiglas op, ligesom de har gjort i forretningerne. Så kunne man fint besøge beboerne istedet for et kvarter af de to nærmeste. Måske lidt flere anderledes løsninger som kunne komme fra borgere eller pårørende.

På det personligeplan skulle vi agere hurtigt da Fredericia kommune lukkede "Stoppestedet", der er værested for psykisk syge mennesker. Vores søn der er psykisk syge var lige pludselig uden social kontakt ud over sine forældre og meget bange for, hvad der kunne komme til at ske. Da såvel min hustru som jeg kunne arbejde hjemmefra, tog vi i sommerhus med vores søn, så vi kunne skærme ham og bruge tid på at være sammen med ham. Både han og vi er kommet godt igennem krisen, men vi ved, at hvis vi ikke havde været der, ville han helt sikkert være brudt sammen med en indlæggelse til følge. Der har fra kommunens side været ringet til ham nogen gange i forløbet, men der skal hert sikkert mere til, hvis noget lignende opstår en anden gang. Her tænker vi mest på dem, som ingen netværk har.

Arbejdsmiljø i en krisesituation er yderst vigtig. Havde løbende kontakt med medarbejderne, og her erfarede jeg, at enkelte medarbejdere er enorm ensomme, og oparbejdede en angst, som de ikke havde nogen at drøfte med det om. Så det, at jeg giver mig tid til en dybere snak og sætter tid af hertil - også når det ikke er krisetid - kan mange medarbejdere have en stor glæde af.

Det har været hårdt at arbejde hjemme. Jeg er underviser og har bøvlet med tekniske problemer. Jeg har manglet kontakten med mine elever. Men ellers har det været OK.

Der skal være flere fællesaktiviteter på plejehjemmene.

Jeg lært at Fredericia Kommune nok en gang svigtede deres borger. Fra den ene dag til den anden nul kontakt til støttekontaktperson. Trods svære selvmordstanker, selvskade og indlæggelse, kunne der ikke komme besøg - eller ikke bare udendørs.

Min søn har aldrig været så isoleret og ensom. Hans hjælpere udeblev og ting foregik via tlf. det skal forbedres, så man under en krise kan håndtere hjælperkontakt til psykisk og fysisk sårbare. Fysioterapi gik i stå, det må kunne lade sig gøre ved mere plads. Evt træning udefor. Når I nu vil lave aktiviteter her til sommer, så sørg for at pengene fra udligningsreformen kommer de sårbare til gode. De skal vel også være en del af vores sommerbillede. Et samfund kendes bedst på hvordan de håndtere børn, gamle og kronikere, eller unge der ikke selv kan.

At jeg ikke fysisk skulle møde op på mit arbejde hver dag og kun havde sparsomt kontakt med borgerne, har været svært for mig. Første uger var jeg rent fysisk på mit job i Din Indgang 1 eller 2 dage om ugen, da vi havde et nød-beredskab kørende, det var sammen med en fast kollega og der var ingen borgere, men vi besvarede mails og telefon opringninger, samt fik andet skriftligt fra hånden, f.eks. hængepartier og noget til vores uddannelse i Åben Dialog. Meget hurtigt blev mit arbejde mere et kontorjob fyldt med administrative opgaver, som jeg faktisk ikke er spor interesseret i, jeg savnede borgerkontakten, grupperne, de coachende samtaler, det tværfaglige samarbejde, sparringen i hverdagen med mange mennesker og at se resten af mine kollegaer samt alle borgerne. Var virkelig meget glad for at jeg i det mindste havde disse 1 – 2 ugentlige afbræk, således at jeg ikke skulle arbejde hjemmefra alle dagene. Jeg er nemlig ekstrovert og udfører med et stort U.

Det er svært at fastholde sociale tiltag på arbejdspladsen hvis ikke man mødes fysisk.

Det dårlige ved corona var at man ikke kunne komme i skole, se sine venner og familie. Det gode ved det var at man fik mere fritid til at læse og være sammen med sine forældre og søskende.

Jeg lærte, at jeg vil MEGET hellere dø af corona, end jeg vil være ensom uden kram fra mine kære, hvis jeg er på plejehjem, når corona i en ny udgave kommer til landet! Det SKAL være muligt at kunne kramme, dragter, mundbind osv SKAL kunne tages effektivt i brug!

Jeg har savnet mine børnebørn meget - de ringede og stod pludselig ude på vejen, så vi kunne vinke gennem vinduet. Jeg har gået ture med mine børn i skoven, det har været en anderledes men god måde at være sammen på.

Ældre har ikke kunne komme til træning på sundhedshuset - det har man manglet og det gav tilbageskridt i bevægeligheden, da det var svært at træne derhjemme.

Jeg er på offentlige ydelse og skulle starte jobansøgning, men det lukkede ned og det var svært at motivere sig i mellemtiden.

Mere fokus på bevægelse for ældre. Alle hverdagens aktiviteter lukkede ned. Vi isolerede os, hvilket var nødvendigt. Men jeg manglede I.P. Schmidts gode aktivitetser, og min krop mangler stolegymnastikken. Kan man gøre mere for at holde fast i den almene sundhed under en krise som corona.

Jeg har haft tid til mig selv og mine andre interesser. Det har været svært, at foreningslivet har været lukket ned. Det sociale her har manglet.

Jeg er halvvejs igennem en graviditet og det har været hårdt kun at kunne ringe til sundhedsplejen og at jeg ikke måtte have min mand med til scanninger.

Jeg syntes det har været svært. Normalt er jeg besøgsven og har endelig været på et fysisk besøg (det har været telefonisk de sidste 3 måneder). Jeg kunne mærke det var tiltrængt.

Nogle af de værre ting har været hvor indelukket det var, og at der var mindre gruppearbejde. Det var også svært at være sociale, da vi ikke så godt kunne mødes efter skoletid.

Min mand har været indlagt i perioden. Det er okay at jeg ikke har måtte komme med min mand til genoptræning, men det var hårdt at jeg ikke måtte besøge ham på sygehuset.

Der har manglet opsyn ift. isolation. Sygeplejesker har eksempelvis ringet i stedet for at dukke fysisk op.

Der er mange der er gået psykisk ned fordi de har været for meget alene. Der burde derfor være mere opsyn med dem der har været isolerede.

Jeg har manglet at måtte have en med på sygehuset.

Det har været psykisk hårdt ikke at kunne besøge ældre på plejehjemmene. De pårørende har manglet f.eks. til lægeaftaler mm.

Mange ældre har set plejehjemmet som et fængsel.

Jeg har en søn der bor på bosted, hvor der er flere afdelinger (de er delt op efter hvor "slemt" de har det) Men de har haft samme retningslinjer. Dette gør, at vi ikke har kunne have ham overnattende hjemme. Dette har været ekstra hårdt for ham, da han har manglet roen. Kunne man en anden gang dele beboerne op, så man har de særlig udsatte og de andre. Derved rammer det ikke lige så hårdt alle beboere psykisk. Det har været rigtig godt med ekstra fokus på fællesskabsaktiviteter på bostederne, dette må meget gerne blive ved.

Vi har været på gaden med de udsatte unge, som ikke havde andre steder at være, da alle normale tilbud var lukket.

Jeg savner børn selv må sende mad rundt og hjælpe til med praktiske ting. Det er der meget læring de går glip af i denne tid. Vi ved ikke hvor lang tid det varer.

Jeg har savnet det sociale, men det var til at leve med. Jeg fik gjort hjemlige opgaver i stedet for. Jeg har savnet mine børn, sammenspisning med naboer. Nu gør vi det med sikkerhed og restriktioner.

Vores fire-årlige søn, med massive sproglige vanskeligheder, modtager taleundervisning flere gange ugentlig, dette blev sat i bero under corona nedlukningen og også da børnehaven lukkede op igen, var der fortsat ingen taleundervisning. Da talepædagogen igen måtte komme, kunne hun konstatere, at han var sat tilbage sproglig. Vi har fuld forståelse for de restriktioner der var/er, men kunne håbe på, at hvis man igen stod i en lignende situation, kunne finde en mulighed for at tilgodese taleundervisningen, i hvert fald sammen med åbning af børnehaven. Der blev forsøgt med fjernundervisning, men det fungerede ikke for vores fire-årige dreng.

Coronatidens restriktioner har vist mig, hvor vigtigt det fysiske sociale forum er på min skole. Jeg har savnet sammenholdet og diskussionerne ansigt til ansigt.

Onboarding af nye medarbejdere er svært, når vi ikke er fysisk sammen.

Det er helt uacceptabelt at de unge som bor på bosted, bliver frarøvet deres frihed langt udover hvad der er gældende for resten af befolkningen.

Kirkerne og foreningerne af enhver art har været hårdt ramt, kreativitet via sociale medier gjorde, at det ikke blev helt dødt, men nu er der for alvor behov for forståelse, støtte og opbakning fra borgerne og politikerne i Fredericia for vores fællesskaber kan vi ikke undvære, hvis livskvaliteten skal bevares og højnes.

Det har været mellem fornøjeligt med de sure borgere, der har været uforstående.

Jeg er overrasket over, hvor lidt kommunikation der har været mellem ledelse og ansatte lokal - giver "ligegladhed".

Mister måske den ellers omsorgsfulde omsorg for kolleger?

Det har været svært med en pårørende på plejehjem, hvor vi stadig ikke kan komme og besøge i hjemmet, men stadig foregå udenfor. Det er svært for den demente at forstå, hvorfor hun ikke må komme med på en køretur/ gå en tur i butikker. Kan godt forstå de ikke må, men det er svært for den demente at forstå.

Jeg synes, det er underligt, at raske/ikke smittede, skulle i karantæne, og smittede kunne gå udenfor. Karantænen har for mig betydet ensomhed, tristhed på vej til en depression.Familien blev splittet, for de turde ikke besøge mig. Børnebørn måtte ikke komme, den mindste på 14 mdr. har ikke kunnet genkende mig. Når jeg måtte gå ud og købe madvarer, blev jeg ked af det, for folk undveg mig som om jeg havde grønne pletter; men jeg er ikke smittet, og det piner mig stadig, at blive gået langt udenom. Det skal siges at jeg er 75 år og alene; og det har jeg i høj grad kunnet mærke. Ingen eller kun lidt kontakt med andre har været belastende på humøret.

Manglende besøg har fremskredet nogles demens – de faste rutiner er røget. Borgere der er udadreagerende, har mistet nogle evner, de ellers havde før. Fx at kunne lave en kop kaffe.

Nogle borgere har været mere ensomme, og er gået ind i sig selv. Her har de brugt aktivitetsmedarbejderen til at holde hånd og lave én til én aktiviteter. De borgerne, der har været vant til at få besøg, har følt sig svigtet og ensomme.

Plejehjem: Normalt 4-6 aktiviteter om dagen fra kl. 8-18 – ikke weekend. Det har været svært at strukturen forsvand

Hjemmearbejde - man skal være opmærksom på, at få talt sammen i gruppen – både om det faglige og sociale.

Jeg er blevet bevidst om hvor vigtigt det er for mig, at foretage selve rejsen til mit arbejde hver dag, selve forflytningen fra mit hjem til min arbejdsplads giver mig ligeledes en del. Jeg rejser via tog, som indebærer både en cykeltur og en gåtur og jeg kan åbenbart slet ikke undvære denne lille rejse. Via de forskellige transportformer oplever og ser jeg en masse forskelligt, som stimulerer mine sanser, men som også gør at jeg kobler fra, efter en hård arbejdsdag. Dette daglige ”fix” fik jeg ikke de første mange uger af COVID-19 perioden, da jeg kørte sammen med min kollega i bil til jobbet, hvilket absolut også var meget hyggeligt, men kan mærke at turen til og fra jobbet giver mig mulighed for f.eks. at tale med andre pendlere, at jeg ser og mærker årstidernes skiften, observerer f.eks. træerne, vejret, solopgangen og derved er jeg meget tilstede i naturen. Hvorimod hvis jeg sidder i en bil er det mere som at se en film, landskabet suser forbi, men jeg mærker det ikke, det går alt for hurtigt, det virker uvirkeligt og jeg kan ikke optage via sanserne, så det gør ingenting for min krop og mit hoved det stresser måske bare i stedet for, da alt hvad der har en fysisk speeder, nok bare ikke rigtig er noget for mig. m.m.